Sæt fokus på børnenes tarv i familiedebatten

Det er en skrøne, at man mister værdi på arbejdsmarkedet, blot fordi man prioriterer familien mere end arbejdet i en periode, mener direktør ved Center for Balance mellem Arbejds- og Familieliv, Helle Rosdahl Lund

Når vi spørger folk om deres prioritering i livet, svarer de fleste, at familien betyder mere end arbejde. Men i dagligdagen er det ofte familien og samværet med børnene, der trækker det korteste stå.

I en undersøgelse i Kristeligt Dagblad bragt den 17. juli peger næsten hver fjerde forældre på, at de gerne ville have haft mere tid med børnene. Det er blot den seneste undersøgelse, der understreger den tendens, vi ser nu, hvor den yngre generation siger ”stop”, fordi de gerne vil være sammen med deres børn.

Men her ramler de lige ned i en vipse-rede af holdninger og myter opbygget gennem årtier til, hvordan man skal agere som mor og far – og til hvordan man typisk må prioritere arbejdslivet før børnene.

68’er-generationen fik sat fokus på ligestilling. Fik kvinderne væk fra de berømte kødgryder og børnene. Men ligestillingen er også blevet en fodlænke i forhold til at monopolisere familiestrukturen og valget mellem børn og arbejde.

Vi skal så tidligt som muligt have børnene i institution. Og efterhånden så lang tid som mulig. Den ”gode” mor og far sender deres barn af sted, når han/hun er klar til vuggestuen og vender tilbage til arbejdet.
Når mødrene tager mere end barselsorloven, fortæller mange, at de bliver mødt med bemærkninger som, ”er du ikke bange for at gå i stå”, ”kan du virkelig holde til det?”

At gå hjemme med børnene i en længere periode end normen er altså en beslutning, der vækker undren og nogle gange foragt hos andre. Jeg møder mødre, der fortæller om, hvordan de er blevet set ned på på grund af deres valg. En sagde til mig ”at det at være hos børnene rangerede lavere end at være arbejdsløs, når hun mødte andre”. Hun er ikke den eneste, der bliver mødt på denne måde.

På arbejdspladserne er der også udfordringer. En af de ting, der næsten altid slår mig, når jeg holder foredrag eller er ude på arbejdspladserne, er den intolerance, der ofte er over for På arbejdspladserne er der også udfordringer. En af de ting, der næsten altid slår mig, når jeg holder foredrag eller er ude på arbejdspladserne, er den intolerance, der ofte er over for livsvalg i forhold til børnene.
”Speltmor” og ”ravnemor” er ofte benyttede skældsord. Ledere og andre medarbejdere holder hinanden i stram snor, så man eksempelvis begrænser muligheder for at arbejde fleksibelt eller kombinere jobs på nye måder.

Der er ingen tvivl om, at den manglende respekt for andres valg og måder at være familie på er med til at skabe en begrænsning – ikke blot i forhold til, hvordan vi vælger og tilrettelægger vores familieliv. Men arbejdspladserne er også tabere.

”Speltmor” og ”ravnemor” er ofte benyttede skældsord. Ledere og andre medarbejdere holder hinanden i stram snor, så man eksempelvis begrænser muligheder for at arbejde fleksibelt eller kombinere jobs på nye måder.

Den manglende accept af livsvalg og fleksibilitet i arbejdslivet er i praksis med til at skabe et dårligere arbejdsmiljø og en dårligere produktivitet.

Mange arbejdspladser har forskellige former for fleksibilitet, men kulturen – som er hver enkelt medarbejder – ledere som alle andre – er en hovedårsagen til, at mange ikke benytter de muligheder, der er.

Det er tid til at acceptere, at der findes mange måde at være ”gode” forældre på. Nogle vil gerne tilbage til arbejdspladsen så hurtigt som muligt. Andre vil gerne være mere sammen med børnene og prioritere at være hjemme med dem længere tid end ”normalt”.

De mennesker, jeg møder, som har prioriteret anderledes, har også taget nogle økonomiske valg for at få plads og råd til at have børnene hjemme.

Og nej, det er ikke ensbetydende med at mor eller far går helt i stå. Og nej, det er ikke ensbetydende med at børnene bliver isoleret, når de ikke skal bruge 7-9 timer i institutionen hver dag.

Det er myter og holdninger i vores samfund, som er begrænsende. Den ultimative frihed må vel være, at mor og far har ret til at vælge den måde, de vil være familie på?

Giv mig mere accept af forskellighed, forskellig livsvalg og forskellige muligheder at arbejde på, mere fleksibilitet eller andre former for delestillinger, deltid eller kombinationer af jobs, hvor vi drager nytte af seniorer, der trækker sig trinvis fra arbejdsmarkedet, og unge forældre, der trinvis kommer tilbage på arbejdsmarkedet.

Og frem for alt: Lad os få sat fokus på børnenes tarv i debatten om familie- og arbejdsliv.

Debat artikel jeg har skrevet og som blev bragt i Kristelig Dagblad den 1. august, 2014. Se den her

Den danske model truer elevernes rettigheder

Står den såkaldte danske model fra 1899, hvorefter arbejdsmarkedets parter selv skal forhandle sig til rette, over Grundlovens paragraf 76? Her står, at “alle børn i den undervisningspligtige alder har ret til fri undervisning i folkeskolen.” Spørgsmålet om vores børn rettigheder bliver mere aktuelt for hver dag, der går. Lockouten raser nu på 3 uge og der er ingen tegn på løsning. Samtidig nærmer afgangsprøverne for 9. og 10. klasserne sig hastigt.

Jeg mener faktisk, at KL, DLF og Regeringen tilsidesætter Grundlovens paragraf 76, når de lader konflikten fortsætte på ubestemt tid under henvisning til den frie forhandlingsret. Den danske model er en forældet konfliktmodel. Børnenes uddannelse og fremtid er mere værdifuld end den magtdemonstration vi nu ser – en magtdemonstration, der bygger på en forældet tænkning om tab-vind-tænkning.
For den enkelte elev, men især for afgangsklasserne, er det vigtigt, at man får en god afslutning på et langt forløb – og et godt fundament for at komme videre. Man kan argumentere for, at eksamen principiel er ligegyldig for de elever, der allerede er erklæret egnet til at uddanne sig videre. Men eksamen er også en læring i kommende eksaminer – en læring som er god, især fordi den ‘papirmæssigt’ ingen betydning har for den, der går videre. For dem, der skal ud og have en læreplads eller en pause har den imidlertid stor betydning. Det andet er de tabte undervisningstimer og dermed indlæring. Det er mere alvorligt, for her er der et reelt tab, som eleverne bærer med sig videre.

Mens konflikten raser, er kommunernes besparelser på skolebudgettet allerede i gang med at blive fordelt – i alt fald via medierne og flere ekspertudsagn. Stop det, og fokuser på at løse konflikten. En debat om hvad man ellers kan bruge pengene til – uddannelse til lærer, mere fokus på de svageste – flytter fokus fra det vigtigste. Nemlig at få stoppet konflikten og give afgangsklasserne en ordentlig afslutning på et langt skoleforløb.

Børnene er langt efter deres pensum allerede – et pensum, hvor der er viden, som de skal bruge i deres videre uddannelse. Og her er der et dilemma: er det bedre at gå til eksamen og få den erfaring, eller skal man give dem undervisning og pensum eller eksamen? Eller måske mulighed for at komme til en form for om-eksamen i enkelte fag? Det eneste anstændige her og nu er at få gang i afgangsklassernes afslutning. De skal have deres undervisning og eksamen NU.

Første gang på min blog:

Velkommen. Dejligt at møde dig. Hvis du vil vide mere om mig og hvad jeg laver, kan du også finde mig på CBAF.dk. Jeg er lige aktuel med en ny bog om ledelse: Work life balance 2.0 – tjek det ud – få dit gratis kapitel her . Bogen er skrevet sammen med journalist Kim Reich, som jeg i gennem mange år har samarbejdet med.