Kan du huske, hvor mange politikere, der har snakket balance og fleksibilitet i valgkampen? Nej, vel? Det synes ikke at have været et tema overhovedet –
bortset fra at vi selvfølgelig skal være ‘fleksible’ og helst arbejde nogle
minutter mere hver uge for at redde landet.
I den sammenhæng er det tankevækkende, at produktivitet og vækst ikke hænger sammen med, hvor mange timer vi arbejder hver dag, men hvordan vi arbejder og hvordan vi styrer vores arbejdsprocesser.
Hvis vi i fællesskab kan nå til den erkendelse, så kan vi også langt bedre finansiere velfærdssamfundet mange år frem i tiden.
Den måde vi arbejder på nu eller har tilrettelagt arbejdet på, koster nemlig på bundlinjen – både på den enkelte arbejdsplads, men så sandelig også på samfundsplan. Ikke blot koster det milliarder på samfundsplan. Det giver stress, ubalance i privatlivet og medfører
alle de andre ‘følgesygdomme’, der kommer af blandt andet manglende fleksibilitet, utidssvarende arbejdsprocesser og organisatoriske strukturer, der hører fortiden til. Vi sætter også rekorder: OECD har givet os ‘prisen’” for de mest mentalt nedslidte.
Og det giver ikke bedre konkurrenceevne og større velfærd. Så det er på tide, at vi gør op med gamle rigide regler og normer og opfattelser af produktivitet primært med udgangspunkt i tid.
Det handler både om konkurrenceevne, velfærd og bæredygtighed. For dig og mig som mennesker, for den måde vi er en del af virksomhederne på, og omvendt for virksomhedernes ansvarlighed og afbalancering af værdier, og så den regning vi alle står med på samfundsplan, når så mange nedslides. Eller omvendt – den gevinst vi alle står med, når vi for alvor siger farvel til de regler, normer og ageren der ikke længere er gangbar fra industriens tid og siger goddag til nye produktivitets mål, nye arbejdsprocesser og bæredygtig ledelse.
Hvor længe har vi lyst til at lade plejer være plejer, og hvad koster det imens?