Socialminister Manu Sareen har en enestående chance for at genoplive familiepolitikken på sit stormøde om det gode børneliv til Sankt Hans. Danmark har aldrig haft en progressiv familiepolitik, i modsætning til vores nordiske naboer, og det presser børnefamilierne.
Kronik bragt i Berlingske Tidende den 22. juni 2014.
Af Helle Rosdahl Lund, Center for Balance mellem Arbejde og Familie, Karen Lumholt, dir. f. tænketanken Cura, Sofie Maria Stenderup Brand, journalist, Lone Møller, landskoordinator i Home-Start Familiekontakt
Danmark har to tvivlsomme europarekorder: I institutionalisering og i familiens samlede arbejdstid, når man lægger mors og fars arbejdstid sammen. Den knapt så morsomme, men ironiske pointe er, at forældrenes høje erhvervsfrekvens koster samfundet dyrt i stress og sygdom.
Vi er alarmerende ukritiske over for vores internationale rekorder. Vi har som en slags kollektiv fortrængning glemt at undersøge, om de er rentable og fremmer et godt familie-, børne- og arbejdsliv. Vores nabolande har for længst indset den nøje sammenhæng mellem et godt børneliv og samfundets strukturer – og i det hele taget vigtigheden af en kontinuerlig og synlig familiepolitik. Ganske enkelt fordi alle profiterer af familier, der trives.
En ny undersøgelse fra SFI (Det Nationale Forskningscenter for Velfærd) viser, at 65 procent af de treårige er i daginstitution mellem seks og otte timer dagligt, 22 procent er der mindre end seks timer, mens 13 procent tilbringer mere end otte timer om dagen væk fra hjemmet. Især det sidste tal kræver opmærksomhed og handling.
De seneste tre måneders mediedebat om de pressede børnefamilier vidner om, at garnet er strammet for meget. De har akut åndenød. En undersøgelse fra Megafon viser, at 62 procent af børnefamilierne har svært ved at få hverdagen til at hænge sammen. Det er et wake up call til forældre, civilsamfund, arbejdsgivere, fagforeninger, politikere og i særdeleshed social-, børne- og ligestillingsminister Manu Sareen. Alle har et ansvar.
Allerede tilbage i 1997/98 sagde daværende Statsminister Poul Nyrup Rasmussen i sin nytårstale: “Tiden er kommet til at skabe rammer for et arbejdsmarked, der giver mere plads og mere rum for hensyn til familien. Alt for mange børnefamilier lever i dag et hektisk liv (…) Kan vi ikke gøre det lidt bedre?” Der skete bare ingenting!
10 år efter var der igen familievenlige takter, da Fogh-regeringen nedsatte Familie og Arbejdslivskommissionen i 2007. Men stort set ingen af de 31 anbefalinger blev realiseret, herunder ret til flere dage hjemme med barn syg og et mere fleksibelt arbejdsliv afstemt efter livsfaser.
I Home-Start Familiekontakt, hvor frivillige hjælper pressede børnefamilier, ser vi, at det er arbejdspres, manglende netværk og sygdom, der får læsset til at vælte i en travl hverdag. Det gælder i alle samfundslag. Typisk er det krydspresset mellem familie og arbejde, der resulterer i stress eller depression. Mange familier, især dem uden netværk, melder desuden om massive problemer med at få passet deres syge børn. Desværre betyder det alt for ofte, at børnene sendes halvsyge i institution.
Det er enormt krævende for et lille barn at være sløj en hel dag i institution – for ikke at tale om den smitte, der konstant florerer. Det må være en kæmpe samfundsmæssig gevinst, menneskeligt og økonomisk, at lade børn blive hjemme, til de er raske.
Den enorme offentlige sektor, de små familieenheder der halser parallelt afsted og et mere og mere presset arbejdsliv har tilsammen stort set tømt civilsamfundet for funktioner. Vi har udliciteret omsorg og nabohjælp, og børnene passes af professionelle, eller i hvert fald andre end forældrene selv.
I vores højeffektive samfund overser vi, at både børn og voksne næres af relationer. Vi lever af tryghed, vejledning, inspiration, kærlighed og støtte. Omsorg og netværk er det, der kitter mennesker og samfund sammen. Negligerer vi relationernes betydning opstår fremmedgørelsen med frustration og mistrivsel til følge. Det er det, vi ser lige nu i den offentlige sektor, hvor økonomitænkningens kontrol, centralisering og bureaukrati har overtaget. Det er især fatalt på pasningsområdet.
Et stresset arbejdsliv, en tidlig og omfattende institutionalisering, fravær af tid til omsorg og et tømt civilsamfund råber alt sammen på forbedringer. Forældre har selv et kæmpe ansvar for dette, men der er samtidig et massivt ydre pres med afsæt i vækstdagsordenen, som det er svært for familierne at undvige.
Politikere og arbejdsmarked bør sammen skabe rammer for, at børnefamilier kan arbejde mindre – og mere på andre tidspunkter. Vi må se vores arbejdsliv i et større perspektiv tilpasset livsfaser, også set i det lys at vi lever længere. Det er en vindersag for både børn, civilsamfund og arbejdsgivere, hvis familierne trives.
Det er dårlig samfundsindretning, at nyuddannede og 45+ årige er arbejdsløse, mens forældre løber rundt med tungen ud af halsen, og afleverer syge børn i daginstitution. De unge har brug for at få fodfæste på arbejdsmarkedet, og de 45+ årige har masser af værdifuld viden, ressourcer og erfaring, og har potentielt 25 år endnu på arbejdsmarkedet.
I mange af vores nabolande har de forstået familiepolitikkens betydning og omfang. I Tyskland varetager ”Bundesministerium für Familienfragen” ikke kun familiens interesser, men også ældre- og ungepolitik samt ligestilling. Her trænger livsfasetankegange igennem.
Tyskland kæmper med to stærke tendenser blandt kvinderne: De fravælger at få børn til fordel for en karriere, eller de får børn og dropper ud af arbejdsmarkedet. Begge dele er dårligt for samfundsøkonomien og befolkningstilvæksten. Derfor arbejder regeringen sammen med virksomhederne for et mere fleksibelt arbejdsmarked, og at forældrene har mulighed for at gå hjemme de første 14 måneder af barnets liv ved hjælp af den såkaldte Eltern Geld.
I Schweiz er familiepolitikken defineret ved mange virkemidler, der tilsammen fremmer et godt børne- og familieliv: Social beskyttelse, skat, uddannelse, familieret, beskæftigelse, ligestilling, sundhed, opdragelse, bolig, mobilitet og arbejdsmiljø. Et eksempel er, at to småbørnsforældre kan dele ét fuldtidsjob. Den ene arbejder mandag til onsdag, den anden onsdag til fredag – onsdag er der overlevering.
Vores nordiske naboer har også en bred tilgang til familiepolitikken og generelt bedre vilkår for familierne. I Norge kan forældre få kontantstøtte som kompensation, hvis de efter endt orlov arbejder på deltid, når barnet er 1-2 år. Det giver kortere institutionsdage til de helt små.
Svenske forældre har barsels- og forældreorlov i sammenlagt 480 dage, som de kan bruge fleksibelt, ledsaget af ret til deltid i nuværende stilling, indtil barnet starter i 1. klasse. De har ret til ikke at arbejde, indtil barnet er 18 måneder. Derudover har de vabba, dvs. 60 omsorgsdage ved barns sygdom, pr. barn. I Danmark har vi til sammenligning i alt 364 dages barsels- og forældreorlov.
Familieoprøret i Danmark buldrer derudaf.Debatten om en bedre balance mellem familie og arbejde har raset i månedsvis, og den ansvarlige minister har ikke én gang taget barnets perspektiv, eller anerkendt at familiepolitik er et samfundsmæssigt og politisk ansvar. Manu Sareen skyder ufortrødent bolden tilbage til familierne med arrogante råd om at droppe yoga og klidboller, hvilket er milevidt fra hverdagen i de fleste børnefamilier. Det efterlader en kæmpe risiko for, at debatten skyder langt forbi mål – og på vejen tackler de forældre, der ikke har flekstid, au pair, råd til bolig tæt på jobbet eller mulighed for at gå på deltid.
Ministeren lægger op til, at Sankt Hans mødet skal handle om kvalitet i daginstitutionerne, men det er på høje tid, at familiepolitik omfatter mere end pasningstilbud og børnecheck. Vi er nødt til hæve debatten til et helt andet niveau, der vedrører normer, værdier, strukturerer og samfundsindretning og anerkende at en progressiv familiepolitik skabes i samspil med flere politiske områder, såsom social-, arbejdsmarkeds-, beskæftigelses-, ligestillings- og skattepolitik – i samarbejde med virksomhederne.
Manu Sareen har nu chancen for at diskutere det gode børneliv fra familiernes perspektiv, vriste sig fri af vækstneurosen et øjeblik og tage de pressede børnefamilier alvorligt. I stedet for at kaste familiepolitikken på Sankt Hans bålet.
