Drop Ligestillingsministeriet og opret et stærkt Familieministerium

Spørgsmålet om Familiepolitik har været en mangelvare i og efter valgkampen – og alligevel vil mange af de forslag politikkerne har haft fremme alle påvirke det familiepolitiske område.

Familiepolitik handler om mere end børnehave institutioner. Det handler blandt andet om socialpolitik, beskæftigelses- og arbejdsmarkedspolitik, ligestilling-, skatte-, transport- og politik vedr. teknologi. Kort sagt, der er mange forskellige politiske områder, der påvirker familierne.

Og alligevel er det traditionelt et område der er nedprioriteret og spredt udover mange forskellige politiske felter.

Og hvorfor nu det? Er det fordi, at der ikke er en helt klar vision eller mening med familiepolitikken? Og hvorfor tale om Familiepolitik, når vi nu er i krise og skal have fokus på vækst og udvikling af velfærdsstaten?

Svaret er: Netop der for. Det er nu, vi ser de kortsigtede og ikke gennemtænkte løsninger.

Den danske langsigtede velfærd skal baseres på de menneskelige ressourcer. Både dem der er på arbejdsmarkedet og dem, der i fremtiden skal ind på arbejdsmarkedet. Den næste generation skal ikke kun lære en lang række faglige discipliner, den skal socialiseres til, og inddrages i en demokratisering proces, der også gør den klar til at videreføre det danske samfund, forstået som et demokratisk fællesskab. Denne socialisering er et resultat af forældrenes opdragelse og institutionerne og skolernes virke for dannelse. Den langsigtede betydning af at prioritere dette kan ikke overvurderes.

Derfor er en moderne, bæredygtig familiepolitik en hjørnesten i udviklingen af velfærdsstaten.

Det er statens interesse at sikre sig, at landet har den menneskelige kapital til at føre samfundet videre. Befolkningen skal have nogle rammer, der kan give den enkelte den styrke og robusthed, der skal til for at håndtere de mange roller og opgaver livet bringer. Dette skal blandt andet ske gennem at skabe rammer for en god opvækst.

Derfor skal staten have en moderne, bæredygtig politik, som forener familiens relationer og berettigelse med de økonomiske, sociale og demografiske behov Danmark har.

Familiepolitikkens mål og midler skal være hensigtsmæssige både set i relation til familien i bred forstand, men også for staten. Familiepolitikkerne har familien som mål. Alle tiltag skulle gerne have en positiv effekt på familiens struktur og ressourcer. Udover dette er delmålet også, at Familieministeriet er en naturlig interessepartner i andre politiske områder, som ligestilling, socialpolitik, beskæftigelsespolitik, skattepolitik med mere.

For at gøre det mere konkret. Under den tidligere Regering fik vi en multimedieskat. Vi lever i en tid, hvor distancearbejde, hjemmearbejde – eller hvor omsorgspersonale, som hjemmeplejer m.v. benytter de nye teknologiske redskaber. Dels fremmer det effektiviteten i arbejdslivet, og giver virksomheder og institutioner bedre konkurrencevilkår, dels fremmer det familiernes balance mellem arbejde og familieliv. Alligevel ser vi et område: Skattepolitikken, der vinder over både familiepolitik, beskæftigelsespolitik og eksempelvis de intentioner om at fremme brugen af ny teknologi som Videnskabsministeriet står for. Og med den nye regering er resultatet af smartphone beskatningen egentlig det samme – en løsning baseret på en forældet tankegang, der hæmmer udviklingen mod smartere arbejdsgange og processer.

Vi så i den forgangne valgkamp, at arbejdstiden ”12 minutter” mere om dagen skulle løse problemet med den manglende vækst. Dette er igen et område, der har familiepolitisk interesse i den større sammenhæng. Blandt andet fordi vi er i et land, hvor der er høj beskæftigelsesprocent for mænd og kvinder. Tiden siger intet om, hvor effektivt og produktivt vi arbejder. Det handler om, hvad vi bruger tiden til, hvordan vi bruger tiden, hvordan arbejdspladsen er organiseret.

Giv mig en sammenhængende Familiepolitik og et stærkt Familieministerium

Det er tid til at sadle om og få et stærkt Familieministerium. Et ministerium der både indeholder områder fra social-, beskæftigelses-, og ligestillingspolitikken. Et Familieministerium der blive inddraget som ”partner”, når politiske områder der har en effekt på Familierne skal forhandles: skat, transport, Videnskab med videre.

Drop ligestillingsministeriet – og læg alle aktiviteter målrettet familier over i familieministeriet, tiltag målrettet eksempelvis kvinder i erhverv over i Beskæftigelsesministeriet, tiltag målrettet vold mod kvinder over i Socialministeriet. Ligestillingsministeriet er en meget blandet landhandel.

Det er tankevækkende at Seniorpolitik, som har været et stort fokusområde har været i Beskæftigelsesministeriet, og Kvinder i ledelse ligger under ligestilling, og ikke som beskæftigelse. Det er to forskellige signalværdier.

Reklamer

Er vi ved at miste orienteringen i ligestillingsdebatten? Fra legetøj til vækst i samfundet

Vi vil altid kunne finde såkaldte eksperter, der mener, at piger bliver ødelagt af at gå i lyserøde kjoler eller lege med lyserødt Lego. Logikken syntes at være, at alle skal være ens fra fødslen, så får vi ”intetkøn”, og dermed ligestilling, og senere vil drengene tage del i husarbejdet og pigerne reparerer biler.  Men det er ikke ligestilling og overhovedet ikke ligeværd. Og det skaber ingen vækst.

Vi har i dag (20. januar, 2012) i medierne kunne læse om eksperter, der mener, at LEGO ødelægger de små pigers kønsidentitet ved at lave legeunivers i lyserødt. Men det er kun af de mange skriverier, der har været om ligestilling og vejen mod mere ”intetkøn”.

Men lad mig vende tilbage til ligestilling versus ligeværd.

Ligeværd handler om respekt for det enkelte menneske, vores valg, vores bidrag til samfundet, vores måde at vælge at leve på. Det handler ikke om at udøve ”vold” og tvinge børn til at agere på samme ”leverpostejagtige” legevis. Og det gør ligestilling for den sags skyld heller ikke.  Nå så vores minister for Ligestilling og Kirke, Manus Sareen et kort øjeblik begynder at gå op i lyserødt legetøj, er vi for alvor ved at være på en forkert kurs.

Det højere perspektiv handler om, vi overhovedet kan rumme mangfoldighed her til lands. Mangfoldighed med respekt for forskelligheder, om man er af hankøn, hunkøn, anden etnisk baggrund, regionsforskelle – det handler om, vi virkelig kan rumme, at vi som mennesker har forskellige ønsker til vores liv, til at have lov til at være børn, lege med legetøj i alle farver, have lov til at vælge vores familiemønster. Når vi kan begynde at rumme forskelligheder, og sætte forskelligheder og forskellige kompetencer i spil både i uddannelsesinstitutionerne og på arbejdspladserne, er vi nået langt. Når vi kan rumme forskellige kompetencer, måder at arrangere sig i privatlivet på, måder at arbejde på, vil vi have skabt en god grobund for både kvinder i ledelse, andre etniske grupper i ledelsen og nået langt for at kunne konkurrere os ud af krisen og til vækst. Vi forstår da at bruge de forskellige kompetencer, holdninger og livsindsigter konstruktivt.

En debat – med kønsforskningseksperter, andre smagsdommer og så Minister for Ligestilling Manu Sareen og på legetøjsplan skaber ingen vækst, velfærd eller mangfoldighed. Uagtet at Manu Sareen trak sin første udtalelses tilbage, er den et tegn på, hvor langt vi kan komme ud i debatten. Og hvor meget mudder vi kan nå at kaste i en kønsdebat, hvor vi i stedet skulle have en mangfoldigheds debat. Og ikke blot debat – også handling.

Ledelsesstafetten – i søgningen efter bud på fremtidens ledelse og lederskab.

Vi kender spørgsmålet ”Hvad skal Danmark leve af i fremtiden” – jeg vil gerne stille det anderledes ”Hvem skal Danmark leve af i fremtiden”?  Hvordan fremmer vi vækst og innovation gennem de menneskelige aktiver? Og for at gøre dette, hvad er fremtidens ledelse og hvilket lederskab, skal den enkelte udøve?

Det er der sikkert mange gode bud på, bud der kan være med til Next-Best Practice. Bud som også sætter fokus på bæredygtigheden i, den måde vi leder på og driver vore virksomheder og samfund på. Det handler også om, hvilke leveregler der kan sikre vækst og velfærd uden at næste generation, skal betale regningen.

I denne søgning efter Next Best Practice har jeg indbudt direktører, fremtidsforskere, og enkelte ledelseskonsulenter til at tage udfordringen op i denne ”Ledelsesstafet”.

Jeg hører gerne fra læsere af Ledelsesstafetten. Du kan kommentere direkte på bloggen, men du er selvfølgelig også velkommen til at kontakte mig direkte.

Lad os få inspiration, udsyn, tanker og eksempler. Mange hilsner Helle

Hvor længe har vi lyst til at lade plejer være plejer, og hvad koster det imens?

Kan du huske, hvor mange politikere, der har snakket balance og fleksibilitet i valgkampen? Nej, vel? Det synes ikke at have været et tema overhovedet –
bortset fra at vi selvfølgelig skal være ‘fleksible’ og helst arbejde nogle
minutter mere hver uge for at redde landet.

I den sammenhæng er det tankevækkende, at produktivitet og vækst ikke hænger sammen med, hvor mange timer vi arbejder hver dag, men hvordan vi arbejder og hvordan vi styrer vores arbejdsprocesser.

Hvis vi i fællesskab kan nå til den erkendelse, så kan vi også langt bedre finansiere velfærdssamfundet mange år frem i tiden.

Den måde vi arbejder på nu eller har tilrettelagt arbejdet på, koster nemlig på bundlinjen – både på den enkelte arbejdsplads, men så sandelig også på samfundsplan. Ikke blot koster det milliarder på samfundsplan. Det giver stress, ubalance i privatlivet og medfører
alle de andre ‘følgesygdomme’, der kommer af blandt andet manglende fleksibilitet, utidssvarende arbejdsprocesser og organisatoriske strukturer, der hører fortiden til. Vi sætter også rekorder: OECD har givet os ‘prisen’” for de mest mentalt nedslidte.

Og det giver ikke bedre konkurrenceevne og større velfærd. Så det er på tide, at vi gør op med gamle rigide regler og normer og opfattelser af produktivitet primært med udgangspunkt i tid.

Det handler både om konkurrenceevne, velfærd og bæredygtighed. For dig og mig som mennesker, for den måde vi er en del af virksomhederne på, og omvendt for virksomhedernes ansvarlighed og afbalancering af værdier, og så den regning vi alle står med på samfundsplan, når så mange nedslides. Eller omvendt – den gevinst vi alle står med, når vi for alvor siger farvel til de regler, normer og ageren der ikke længere er gangbar fra industriens tid og siger goddag til nye produktivitets mål, nye arbejdsprocesser og bæredygtig ledelse.

Hvor længe har vi lyst til at lade plejer være plejer, og hvad koster det imens?